<img height="1" width="1" src="https://www.facebook.com/tr?id=1005909680779209&amp;ev=PageView &amp;noscript=1">

Press release

Nyt konsortium vil bygge skibe for det danske forsvar og kan levere i 2027

PRESSEMEDDELELSE 
København, 25. marts 2025 

 

Nyt konsortium vil bygge skibe for det danske forsvar og kan levere i 2027 

Danmark har eksisterende skibsbygningskapacitet, og vi er klar til at bygge for den danske flåde. 

Den kommende flådeplan, der skal besluttes i forsvarsforligskredsen, skal sætte retningen for den fremtidige udvikling af den danske flåde med et fokus på hastighed og forsyningssikkerhed bl.a. gennem byggeri i Danmark. 

Et nyt samarbejde mellem Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Skibsværft og OSK Design 

Et konsortium bestående af Karstensens Skibsværft i Skagen, Hvide Sande Shipyard i Hvide Sande og OSK Design er klar til at bygge flådestøtteskibe - Naval Support Vessels - for det danske forsvar.  

Konsortiets formål er at designe og bygge Naval Support Vessels, der kan løse en bred vifte af støtteopgaver for flåden. 

Truslen fra skyggeflåden 

Den seneste tid har en "skyggeflåde" af russiske skibe truet danske farvande med risiko for miljøkatastrofer og trusler mod undersøisk infrastruktur. Dette understreger behovet for at overvåge, hvad der foregår under vandet og sikre, at de danske myndigheder er i stand til at beskytte vores havmiljø og kritiske infrastruktur.  

De nye flådestøtteskibe vil kunne spille en afgørende rolle i denne overvågning, beskyttelse og eventuel opsamling af forurening til havs og dermed sikre, at Danmark i fremtiden lever op til Helsinki-konventionen (HELCOM) og deltager som en troværdig partner i NATOs operation ’Baltic Sentry’, som har til formål at skærpe overvågningen af områder med undersøisk kritisk infrastruktur i Østersøen. 

Skibenes formål og funktioner  

De nye flådestøtteskibe vil kunne håndtere opgaver som havmiljøberedskab, overvågning under havets overflade, dykkeropgaver, transport, informationsindhentning og minelægning.  

Skibene er ikke designet som kampskibe, men vil kunne fungere som moderskibe for droner og være udstyret med et fjernstyret tungt maskingevær til selvforsvar og varselsskud. 

Fleksible løsninger til hele Kongeriget 

Konsortiet arbejder med to modeller af skibene, som kan operere i hele Kongeriget, inklusive Grønland. Dette sikrer, at opgaverne kan løses i alle områder, hvor det danske forsvar har opgaver, herunder støtter andre myndigheder. 

Dansk byggeteknik og udrustning 

Stålskrogene til skibene vil blive bygget på dansk ejet værft i Polen, hvorefter skibene vil blive udrustet i henholdsvis Hvide Sande og Skagen. Konsortiet lægger stor vægt på at anvende dansk produceret udstyr i skibene, hvilket sikrer høj kvalitet og pålidelighed. 

Leveringsplan 

Hvis der indgås kontrakt inden sommeren 2025, kan det første flådestøtteskib være klar til indsættelse i 2027. Dette viser, at dansk skibsbygningsindustri allerede er klar til at bygge og udruste skibe til det danske forsvar på veletablerede værfter med stærke referencer. Levering af fem skibe til optimal dækning af de danske myndigheders ansvarsområde forventes at kunne være afsluttet i 2030. 

Erfaring og Ekspertise 

Karstensens Skibsværft bygger årligt 5-6 store fiskefartøjer i størrelsen 70-90 meter og er det værft i Danmark, der sidst har leveret et skib til det danske forsvar, nemlig det arktiske inspektionsskib LAUGE KOCH. 

Hvide Sande Shipyard bygger årligt flere færger og special fartøjer og har blandt andet leveret fiskeriinspektionsskibet NORDSØEN til Landbrugs- og Fiskeristyrelsen. Derudover har værftet leveret skibe til både Norge og Sveriges havmiljøberedskab samt et mindre miljøfartøj til Danmark. 

Begge værfter er velfungerende og har mange års erfaring i at gennemføre projekter til tiden.  

OSK Design vil stå for designet af skibene, baseret på erfaringer fra lignende projekter blandt andet til det norske ”Kystverket” (kystvagt) og britiske ”Northern Light Board”.  

OSK Design er kendt og veletableret i skibsbygningsbranchen med referencer inden for komplicerede civile skibskonstruktioner som færger, krydstogtsskibe og specialskibe. 

En stærk fremtid for det danske forsvar 

Gennem samarbejdet mellem Karstensens Skibsværft, Hvide Sande Shipyard og OSK Design vil Forsvaret få gode, velsejlende skibe, der kan løse Forsvarets opgaver effektivt og blive leveret hurtigt og til tiden. Konsortiet er dedikeret til at sikre, at det danske forsvar har de nødvendige ressourcer til at opretholde sikkerheden og beredskabet i hele Kongeriget. 

Konsortiet er klar til at påtage sig andre design- og byggeopgaver for Forsvaret, herunder arktiske skibe til Grønlands østkyst og isbrydere samt kystkorvetter/kystnære maritime indsatsenheder (MIE-enheder), missilbåde og marinehjemmeværnsfartøjer til danske farvande og Østersøen, hvis der er behov for disse skibstyper som del af flådeplanen for fremtidens danske forsvar. 

Vi repræsenterer en anerkendt og erfaren kapacitet, der gennem mange år har designet og bygget komplicerede skibe og fartøjer. Ved at vælge vores konsortium vil det danske Forsvar sikre sig reel byggekapacitet og dermed sikre, at det danske forsvar får en hurtigere opbygning ved at kunne bygge flere samtidige skibsprojekter. Den alder, som den danske flådes skibe har og behovet for udskiftning af flere aldrende fartøjer, forudsætter, at der bliver bygget flere skibe samtidig. 

Vi er klar til at bidrage sammen med andre gode danske kræfter, både værfter og underleverandører på det maritime område, så lad os komme i gang med at bygge skibe til den danske flåde. 

 

Jacob H. Thygesen                                  Knud Degn Karstensen                                         Carl Erik Kristensen 
Adm. Direktør                                           Adm. Direktør                                                        Adm. Direktør         

OSK Design A/S                                      Karstensens Skibsværft A/S                                  Hvide Sande Shipyard A/S 

 

For yderligere information kontakt venligst OSK Design’s administrerende direktør, Jacob H. Thygesen, på telefon 31 10 72 72 eller mail: jht@oskdesign.com.  

 

Hvide Sande Shipyard
Hvide Sande Shipyard. Copyright. Seasight Group A/S.
Karstensens - Skagen
Karstensens Skibsværft A/S, Skagen. Copyright: Karstensens Skibsværft A/S.
Naval Support Vessel - OSK Design-1
Naval Support Vessel. Copyright: OSK Design. 

 



 

 

Latest news

  • News Image
    April 03, 2025

    CSI Future Leader 2025: Daniel Soto Martínez

    Daniel Soto Martínez, Architect & Project Manager at OSK Design, has been recognised as a 2025 Future Leader by CSI!

  • News Image
    February 24, 2025

    Redefining Crew Living: Sustainable and Comfortable Ship Interiors

  • News Image
    January 23, 2025

    Inside OSK: Nujen Acar

    Nujen Acar - Designer & Architect at OSK Design